En status over de sidste ni måneder

Når jeg ser tilbage på de sidste ni måneder, er tiden både fløjet afsted men det har også føltes som en evighed. De sidste måneder har været en tur igennem hele følelses-registeret og jeg har følt ting, jeg aldrig har følt før.

Okay, lad os liiige skrue tiden tilbage til d. 31 december 2018. Her tager jeg min første test, fordi Nicolai og jeg blev enige om, at prøve at lave en baby. Så for en god ordens skyld, måtte jeg hellere lige tjekke, om der var gevinst inden jeg senere ville skåle i champagne og drinks i massevis.

Den var negativ.

Jeg havde prøvet at indstille mig selv på, at det kan tage lang tid at blive gravid og at jeg ikke måtte blive skuffet, hvis jeg første, anden og tredje gang ikke så de famøse “to streger” men jeg må indrømme, at jeg alligevel sad med en mærkelig følelse over, at den var negativ.

Som om, jeg ikke helt troede på det, vel egentligt? Mine bryster var ømme. Og min menstruation var normalt meget regelmæssigt, så det undrede mig en smule. Derfor beherskede jeg mig også og nøjedes med en enkelt mokai og et sølle glas champagne til midnat. Det blev også her, at jeg røg mine sidste cigaretter.

Jeg besluttede mig for, at vente et par dage med at teste igen. Hvis den var negativ måtte min menstruation jo i øvrigt også dukke op. Men det gjorde den ikke.

Så d. 3 januar tog jeg igen en test. Jeg kan huske, hvordan jeg så mig selv i spejlet og sagde højt til mig selv “den er negativ, Anne Sofie og det er helt okay” selvom jeg egentlig mest af alt havde en følelse af, at den altså var det modsatte. Og så kiggede jeg. To streger. Shit!

Jeg blev lykkelig ud over alle grænser. Skræmt fra vid og sans. Bange for at miste. Og så blev jeg i tvivl – hvad nu, hvis den viste forkert?

Jeg styrtede op i Løvbjerg og købte til ekspedientens store morskab en øl med teksten “verdens bedste far” og en pakke graviditetstests. Nærmest stolt stod jeg ved kassen og betalte de syvogtreds kroner og så styrtede jeg hjem igen. For at tage en ny, selvfølgelig.

Positiv.

Og så kom Nicolai hjem fra arbejde og kunne straks mærke, at der var et eller andet i gærde. Hemmeligheder er ikke min stærke side, slet ikke hemmeligheder der omhandler mig selv. Så jeg fløj jo om og greb fat i øllen og rakte den hen mod ham med et kæmpe smil.

Han kiggede på øllen. Han kiggede på mig. Han kiggede på øllen. Og så på mig igen. Og så kom der et kæmpe smil med ordene “Allerede?” Og så stod vi begge to der og stirrede på hinanden med et lidt akavet – men meget lykkeligt smil. Lidt overraskede. Meget lykkelige og forventningsfulde. Og så sprang vi i armene på hinanden og snakkede ikke om andet hele aftenen. Og selvom vi var lykkelige havde vi alligevel i mente, at det stadig var meget nyt og at meget ville kunne nå at gå galt. Jeg tror også, at vi begge havde en lille smule svært ved at fatte det.

Dagene efterfølgende tog jeg tests i spandevis. Tænk, hvis de to streger pludselig forsvandt. Eller hvis…

Vi fik set vores lille spunk til nakkefoldsscanning, fik bestilt en kønsscanning og så en lidt større spunk til misdannelsesscanning. Alt i mens jeg havde den ledeste kvalme – som jeg underligt nok, allerede har lykkeligt glemt, men som jeg husker som altødelæggende. Jeg kastede op über alles. Men lillemy voksede som hun skulle, heldigvis!

Vi fik tilbudt ekstra scanninger fordi Nicolai er født med en hjertefejl. En scanning vi begge to, var meget nervøse for. Så kom skrækken igen – hvad nu, hvis vi slet ikke får lov til at møde hende? Hvad nu, hvis hun er alvorligt syg?

Heldigvis falsk alarm. Alt så fint ud.

Maven voksede. Ja, og nu er den jo… Kæmpe!

Vi har været igennem en kæmpe udvikling. Både Nicolai og jeg. Det er altså stort pludselig at skulle være nogens forældre. Det er kæmpestort. Og vi glæder os for vildt til at joine dén klub.

Selvom de sidste ni måneder har fløjet afsted, har det alligevel varet for evigt. Sådan føles det i hvert fald. Fordi det er så stor en ting, man venter på. Fordi det er livsændrende og vi glæder os så meget til at se hende, høre hende, mærke hende. At blive en familie.

Når jeg kigger tilbage nu, på da jeg stod med den positive test i hånden til nu, føles det mere som om der er gået ni år end ni måneder. Det er så ambivalent. Sådan er det måske bare – tiden står stille, men flyver alligevel afsted i en fart som man slet ikke forstår?

Skriv et svar