Status fra babyland

I dag er min terminsdato. Men i stedet for, at vente spændt på at møde vores lille pige, har vi haft hende i vores arme i fem dage. Fem dage, hvor vi har været høje på lykke men også været frustrerede, trætte og udfordrede.

Vores lille perfekte Petra <3

Og faktisk er det i dag vores første hele dag hjemme. Vi kom hjem igår sidst på eftermiddagen og det har været nogle hårde og lange dage på sygehuset. Vores lille Petra har nemlig udfordret jordemødre, sygeplejersker og læger. Og vi har været frustrerede. Nu er det dejligt at være hjemme i sin egen seng og at kunne begynde at skabe sig en hverdag som familie.

Okay, så bare for at komme til sagen:

Dagbog fra sygehuset (de første to døgn)

Hold kæft hvor er det hårdt at blive mor. Måske var jeg naiv men jeg troede det ville være piece of cake, at få amningen til at køre. Jeg troede nærmest, at det var umuligt at fejle her og at de der “ikke kunne få amningen til at fungere” måske bare ikke ville have den til at fungere. Og hvis det endelig skulle være, ville det være fordi jeg (og man) ikke havde mælk nok. Det er jo sådan det er, ik?

Men jeg fik et chok. For Petra har fra start slet ikke vist interesse for mit bryst eller for at spise generelt. I starten var de ligeglade, fordi hun åbenbart havde “madpakke med” og ikke behøvede noget særligt. Hun skulle bare ligges til 4 gange indenfor det første døgn, fik jeg at vide. Så det var jo det vi gjorde. Og jordemødrene satte flueben og synes alt var godt.

Men jeg er frustreret nu. For nu er hun over et døgn og har nærmest ingenting fået. Når jeg spørger, får jeg at vide, at hun nok skal blive “sulten nok” og at det er meget normalt, at de sover meget de første døgn. Men altså.. Hun sover jo uden overhovedet at vågne. De siger, at hun nok selv skal melde sig og at vi skal se tiden an. Men hun melder sig jo ikke. Hun sover uafbrudt.

Nu hjælper de os med at få hende lagt til, så kan de vel selv se det…

Når vi forsøger at vække hende bliver hun hysterisk. Hun vil bare ikke sutte hos mig. Overhovedet.. Så nu prøver personalet med finger-feeding, flaske, sprøjter og små bægre for at få mad i hende. Oftest uden held og det er en uholdbar løsning. Og det er en kamp hver gang og der bliver brugt flere timer på hvert eneste måltid. Først for at få mad i hende og derefter for at trøste hende. Og når den seance er done, skal jeg malke ud. Det tager også tid og energi. Jeg ved simpelthen ikke hvorfor hun ikke vil spise eller hvorfor jeg ikke kan amme.

Jeg bliver mere og mere frustreret. Når jeg kigger på hende, ser jeg en lille afkræftet pige der bare sover. Personalet er også begyndt at udvise bekymring. Og det gør mig mere ulykkelig, for så der jo være noget galt? Jeg vil jo bare gerne se min lille pige trives!

Dagbog fra sygehuset (de næste to døgn)

Okay. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Jeg har det så mærkeligt. Sygeplejersken der var hos os igår aftes var meget bekymret for Petra og begyndte at snakke om infektioner og hjertefejl. Nu er både Nicolai og jeg bange for, at de har overset noget til hjertescanningen og at Petra har arvet Nicolais hjertefejl. Nicolai er meget berørt af det og kan slet ikke rigtig være i sig selv. Jeg prøver at bevare roen men jeg tænker hele tiden de værste tanker og når jeg kigger på hende, kan jeg slet ikke lade være med at tænke på, hvis vi ikke får hende med hjem eller hvis mit lille menneske fejler noget alvorligt.

Sygeplejersken tilkaldte en læge igår aftes. Hun kunne ikke rigtig se noget men var enig med os i, at det er en unormal adfærd hos et spædbarn. Hun tilkaldte en børnelæge som heller ikke umiddelbart kunne finde noget. Hun sagde flere gange “det var da utroligt” når hun forsøgte at vække hende, uden held. Hun ville indlægge os på børneafdelingen og få lagt drop. Shit mand.

Lidt senere kom en anden børnelæge op. Vi fik taget blodprøver, målt infektionstal, tjekket reflekser og tjekket for gulsot. Alt ser fint ud, hvilket er mega godt men også mega mærkeligt. Og det gør, at både de og vi står på bar bund igen..

Når vi bruger så meget tid og energi på, at forsøge at amme, malke ud og at få mad i hende på anden vis – samt at vække hende og holde hende vågen, for derefter at trøste hende, slipper energien virkelig også op på et tidspunkt. Jeg føler mig som en kæmpe fiasko. Hvorfor vil hun ikke ammes af mig? Jeg HAR jo mælken til hende. Jeg har gode bryster til det. Jeg har alle de rigtige forudsætninger for at kunne amme.

Sygeplejersken i dag snakker om, at lægge en sonde på hende, for at få noget mad i hende. Det er simpelthen for svært og hun har brug for noget energi nu. Hun har lige haft ringet til en børnelæge igen, som kommer og kigger på hende.

Igen ingen tegn på noget som helst. Børnelægen kaldte på en anden børnelæge som kom og kiggede. Hun nævnte, at Petras underkæbe er meget tilbagetrukken og at hun ikke sutter med en særlig stor kraft. Hun vil tilkalde en ergoterapeut som kommer og kigger.

Hun er blevet vejet. Hun har tabt sig og vejer kun 2855g nu. Og selvom det er under de famøse 10% har personalet alligevel antennerne ude, fordi hun i forvejen er en lille pige. Vi fik igen luftet tankerne om en sonde. Her brød min verden sammen. Jeg ved godt, at en sonde ikke er det værste i verden og at det vigtigste er, at holde Petra mæt. Men det var en kæmpe mavepuster. Et kæmpe nederlag. Blandet med for lidt søvn.

Det går en smule bedre nu. Hun spiser ikke tit men hun spiser meget, når det lykkes. Hun har været vågen i en lang periode. Og hun smelter alles hjerter. Hun er en kendt baby på barselsafsnittet. Men selvom det går bedre, har jeg stadig lyst til at skrige når personalet kommer ind og siger, at “nu er det tid til at prøve at ligge hende til.” Det gør mig så ked af det. Frustreret. Det tager så meget energi. Men skal ikke amme for enhver pris men jeg vil så gerne. Jeg vil så gerne have den tid med min datter. Fordi det er noget jeg som mor burde kunne. Det er noget som ingen andre end jeg, kan. Men det kan jeg ikke, af en eller anden grund. Og det gør mig så ufattelig ked af det, at det ikke kan lykkes.

Dagbog fra sygehuset (den sidste tid)

Shit en udvikling. Hør lige, vi får lov til at tage hjem i dag!! Ergoen har været her og har bekræftet, at det er hendes kæbe den er galt med og hendes tungemuskel (eller mangel på samme). Men ved du hvad? Det kan ordnes! Hun er ikke syg og hun har ikke en hjertefejl. Hun er helt rask men har bare været for sindssygt i underskud af mad. Jeg kan godt blive lidt sur over, at det først er nu vi finder ud af det. Det kunne have sparet os for mange timers gråd og en udmattet og utilfreds pige. Men vigtigst af alt, har vi fundet problemet nu og det er IKKE kompliceret!

Vi har fået nogle øvelser vi skal lave med hende og så skulle hun meget gerne snart selv kunne finde ud af det. Og jeg behøver ikke lægge min drøm om at amme på hylden. Det er for vildt. Jeg er så lettet, glad og lykkelig. Jeg trænger virkelig til at komme hjem! Og jeg kan se på Petra, at hun får det bedre og bedre for hvert måltid og at hun får mere overskud. Jeg er så lettet! Nu kan vi endelig være en familie.

Al kærlighed

3 comments / Add your comment below

Skriv et svar